Menu

Spillerhenvendelse

Når vi rekrutterer spillere til vores talentprogram, følger vi en planlagt proces for at sikre gennemsigtighed for alle involveret parter.

Når vi ønsker at henvende os på en spiller, sender vi en formel henvendelse til den pågældende spillers aktuelle klub. Denne henvendelse udtrykker vores interesse i at tilbyde spilleren en plads i vores talentprogram og inkluderer en oversigt over de kampe, hvor vi har observeret spilleren. Efter en ventetid på mindst 24 timer initieres en dialog med spillerens forældre, hvor vi inviterer spiller og forældre til et møde. På dette møde præsenterer vi klubben, giver vores vurdering af spilleren, diskuterer udviklingsområder og udforsker mulighederne for et fremtidigt samarbejde.

Når vi derimod modtager en henvendelse fra en spiller, igangsætter vi en intern undersøgelse af vores kendskab til spilleren gennem vores egne ressourcer eller vores netværk af samarbejdspartnere. Hvis vores vurdering af spilleren er positiv, kontakter vi spillerens nuværende klub for at informere dem om spillerens interesse i et prøveophold hos os. Herefter inviteres spilleren til et prøveforløb af aftalt varighed hos os. Efter afslutningen af prøveperioden træffer vi en beslutning om, hvorvidt spilleren tilbydes en plads i vores trup, eller om vi informerer spilleren om, at vi ikke har mulighed for at tilbyde vedkommende en plads i talentprogrammet.

Det er den rekrutteringsansvarlige, der tager kontakt til klubben, forældrene og spilleren. Klubben kontaktes via mail, mens spilleren og forældrene kontaktes via telefon. Vi har en klar politik vedrørende kontakt af spillere via sociale medier, hvor vi ikke kontakter spillere på denne måde. Hvis en spiller ikke slår til i klubben, tilbydes de at spille på vores andethold, og vi hjælper også gerne med at skabe kontakt til andre klubber, hvis det ønskes. Beslutningen om, hvorvidt en spiller skal ind i klubben på de respektive årgange, træffes af klubben Udviklingsansvarlige for U13, U14 og U15 og af klubbens Head of Coaching for U17 og U19.

Ønsker du at sende en henvendelse til Roskilde Boldklubs Talentafdeling, bedes du sende den til nr@rb1906.dk. Bemærk venligst, at vi typisk kun arrangerer prøveforløb uden for sæsonen.

Luk